• Kontakt os

Ekstra formiddagsgudstjenester flyttes

Gudstjenesterne kl. 10.00 henholdsvis søndag d. 6. oktober og søndag d. 1. december flyttes fra Stjernen på Vejlby Centervej til Aarhus Bykirkes vante rammer i Eben Ezer på Brammersgade. Dette får således betydning allerede fra den kommende søndag.

På kirkens årsmøde i november 2018 blev det besluttet, at der fra efteråret 2019 skulle holdes gudstjeneste hver søndag formiddag – modsat tre ud af fire søndage på en måned, som det havde været tilfældet indtil da. Menighedsrådet afsøgte mulighederne for at effektuere beslutningen, og da det som udgangspunkt ikke var muligt at leje Eben Ezer til flere formiddagsgudstjenester end normalt, måtte en anden lokalitet findes. Her fremstod Stjernen som en attraktiv løsning. Søndag d. 1. september foregik formiddagsgudstjenesten således i Stjernen, og efter planen skulle yderligere to gudstjenester i efteråret afholdes i den nordlige del af byen som led i et pilotprojekt med efterfølgende evaluering.

I mellemtiden har vi fået chancen for alligevel at holde de ekstra formiddagsgudstjenester i Eben Ezer. Trods potentialet i gudstjenestefejring i andre omgivelser og en god relation til Stjernen har vi valgt at flytte de pågældende gudstjenester til kendte rammer af såvel logistiske årsager som af frivillighensyn. Vi glæder os over at kunne invitere til gudstjeneste kl. 10.00 på Brammersgade så mange søndage som muligt – og siger samtidig Stjernen tak for imødekommenhed og samarbejde.