• Kontakt os

At gå nogle skridt sammen…..

Et af kirkens nye indsatsområder er medvandring, og jeg tror ikke, at vi bliver færdige med at snakke om det foreløbigt. (Det er i øvrigt også ét af mine arbejdsområder). Medvandring kan være mange ting: Det kan være at have en form for mentor (typisk en, der er ældre end en selv), som man kan gå til – evt. jævnligt – for at vende forhold i ens liv, der kan være vanskelige. Medvandring kan også i højere grad have karakter af et makker-forhold, hvor vi som makkere deler liv med hinanden. Medvandring kan handle om troen og/eller mit liv generelt. I forhold til hele snakken om medvandring er jeg lige nu i høj grad optaget af makker-forholdet og har i den forbindelse SÅ meget lyst til at sige: Brug hinanden i de relationer, som I indgår i her i kirken i forhold til at dele liv. Der er så meget befrielse at hente her…..

Livet kan gøre ondt på så mange forskellige måder. Det kan være, at jeg ikke rigtig trives på mit studie eller mit arbejde. At jeg egentlig føler mig ensom, men at det er enormt svært at sige højt. At jeg drømmer om at blive gift og få børn, men at det ikke rigtig lykkes for mig. At jeg får et handicappet barn, eller at jeg har en del bekymringer i forhold til et af mine børn. At jeg egentlig ikke har det så godt sammen med min ægtefælle, som jeg ville ønske. At min hverdag på nogle punkter er for presset. At jeg selv eller én i familien er syg. At mit trosliv føles som en ørkenvandring. At jeg egentlig ikke føler mig rigtig godt tilpas her i kirken osv. Alt sammen forhold, der kan være utrolig tunge at bære alene.

Som kristen kan der være noget befriende i at læsse det hele over til Gud, som lytter 24:7 – også selvom det måske ikke altid føles sådan. Der kan dog også være en kæmpe befrielse i at dele det med de mennesker, du vandrer sammen med her i menigheden. Det kan være en god ven/veninde, som du har her i menigheden (eller i en anden sammenhæng), eller det kan være nogle af de mennesker, du er sammen med i en klynge/celle. Du behøver ikke at være kvinde for at kunne opleve dette som en befrielse. Mænd (ikke alle!) tager som regel blot længere tid om at opdage fidusen og siger det måske på nogle andre måder. Fair nok! Blot vi kommer af med det.

Jeg håber virkelig, at du vil tage opfordringen op, hvis du trænger til i højere grad at dele liv på godt og ondt med andre her i menigheden. Vi skal ikke fortælle om det, der er svært i vores liv i alle mulige sammenhænge men kun dér, hvor det giver mening, og hvor vi føler os trygge.
Jeg tror ikke, at Gud ønsker en menighed, hvor vi alle ser helt perfekte ud. Gud ønsker en menighed, hvor vi kan hjælpe og støtte hinanden med det, der er svært, og hvor kulturen må være sådan, at det er plads til os alle – uanset om vi er oppe eller nede i vores liv. Uanset om solen skinner, eller det har regnet rigtig længe…. Dybest set er vi som mennesker alle i den situation, at vi har SÅ meget brug for hjælp både af andre mennesker og af den Gud, som ønsker at gå skridtene sammen med os.

I mit næste blogindlæg vil jeg forsøge at skitsere nogle af de konkrete tiltag, vi arbejder på, når det handler om medvandring her i kirken.

Bedste hilsener Berit