• Kontakt os

3 ting jeg fik ud af at se “Jesus unge soldater”

Måske har du også fulgt med i serien ”Jesus unge soldater” og stiftet bekendtskab med Nanna, Cecilie, Peter og Daniel. Tilrettelæggerne har haft et ønske om at lave et portræt af unge tilknyttet Indre Mission, som matcher virkeligheden. Om det lykkedes folkene bag, handler den her blog ikke om; i stedet (som en ”insider” i IM [red. Indre Mission]), spørger jeg mig selv: hvad fik jeg ud af at se den, og hvad jeg vil tage videre med mig i Aarhus Bykirke?

”Se” ham eller hende, du kommer i kirke med

I afsnit 3 følger vi Cecilie i hendes udfordringer med troen/tvivlen og det kristne fællesskab. Det er måske det liv, som følger med troen, der udfordrer hende. Særligt livet med sine venner på baren og livet i missionshuset er svært at forene, giver hun udtryk for. På et tidspunkt vinkler programmet en tale, holdt til et arrangement [red. Konnekt], som man har oplevelsen af rammer lige ind i Cecilies situation. Taleren siger sådan:

”Det, som kendetegner en kærlig relation, er, at det er trygt og at jeg kan være mig selv, men sådan ser det bare ikke altid ud [red. i det kristne fællesskab]. Faktisk har jeg mange gange mødt kristne, som siger, at de kan være mere sig selv med deres ikke-kristne venner end med deres kristne venner, for når de er sammen med deres ikke-kristne venner, så føler de ikke, at der er noget, som de skal leve op til, der er ikke en bestemt måde man skal være på.”

Vi hører til sidst, at Cecilie ikke længere kommer i Indre Mission. Hun giver udtryk for, at hun ikke har følt, at hun kunne være sig selv.
dd Når jeg ser og hører Cecilies historie, så tænker jeg: Hvad skal der til, for at man kan være sig selv i et fællesskab?
dd Der skal først og fremmest det til, at fællesskabet viser, at Gud elsker dig, som du er. Det lyder som en kliché, men Cecilies situationen er (også) den, at hun er i tvivl, om hun er god nok for Gud. Og hvis ikke fællesskabet skulle fortælle hende, at Gud elsker hende, som hun er, så ved jeg ikke hvem. Og nej, det er ikke sikkert, at du rammer plet første gang, du forsøger at dele Guds kærlighed med nye, men de vil mærke intentionen bag dit forsøg. Få nye i menigheden til at mærke, at her kan de være sig selv, ved at du selv er dig selv. Spørg dig selv, om andre skal leve op til noget for at tale med dig?
dd Hvad mere er: For min egen del så vidste jeg knap nok, hvem jeg selv var, da jeg var 18 år. Så under alle omstændigheder må vi ikke være for hårde, når vi dømmer vores fællesskaber (og os selv) på evnen til at møde nye. For hvem ved lige præcis, hvad der foregår inde i andre? Men måske er det netop også det, som skal til! At vi gerne vil vide, hvad der foregår inde i andre, og ikke lade som ingenting. Og her betyder alder ikke noget. Om man er 18 år eller 52 år, så har man brug for at knytte bånd til dem, man omgås – og ja, det kræver noget af dig. Lad din motivation være, at du viser, at du ”ser” den anden person ved at henvende dig til vedkommende.

Tro er ikke en præstation

I løbet af serien fik jeg den oplevelse, at det hos flere af programmets hovedpersoner fyldte, om deres tro var god/stor nok. Usikkerheden og tvivlen er også en del af livet med Gud. En del, jeg også godt kan sætte mig ind i. Men når vi tvivler og bliver anfægtede må vi også have lov at høre, hvad Jesus egentlig siger om det at ”tro.” Her er ordet om, at ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”, vigtigt (Joh 6:37). Tro fungerer nemlig ikke ligesom ”arbejde” eller ”sport,” som man kan være mere eller mindre dygtig til. Du kan ikke være mere eller mindre ”dygtig” til tro. Du kan have ”tro” eller ”ikke-tro.” For nogle af os hænger vores tro måske i et spinkelt håb (sennepsfrøet). For andre er troen måske mere forankret i tilværelsen (sennepsplanten).
dd Uanset, om din tro er på størrelse med et sennepsfrø eller en sennepsplante, så er det dog en tro. Det kan ikke gradueres. Er du usikker på, om Gud vil frelse dig, så holder hans ord stadig i dag: ”den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.” Her må vi godt huske på vores lutherske arv, at Gud hjælper os til at tro gennem sin Ånd.

Vi skal sætte mennesker fri til at vælge…

Min sidste bemærkning skal gå på spørgsmålet om ”hjernevask.” Daniel bruger udtrykket i afsnit 3 (og herefter gentages det i introen til programmet), at han i sin opvækst i IM er blevet hjernevasket. Hvad Daniel nøjagtig mener, får vi ikke nærmere at vide, men ”hjernevask” er noget, som har det med at klistre fast til alt, hvad der nærmer sig religion i en vestlig tradition. Enten fordi det ofte er den første fordom, vi møder, eller fordi nogle (som Daniel måske) reelt har oplevet hjernevask gennem en (måske) streng indoktrinering.
dd Uden helt at kunne forklare, hvad der ligger til grund for Daniels kommentar, så vil jeg gerne slå et slag for friheden i vores fællesskab. Både friheden i ikke at møde nogen med fordomme; acceptere, at vi er mange forskellige personligheder og ingens personlighed er bedre end andres. Og, at vi sætter mennesker fri til at vælge Gud fra/til. Vores indbyrdes kærlighed i kirken skal afspejle Kristi kærlighed og dermed også friheden til at vælge ham fra – selvom han græder over det. Vi vil gerne have ægte fællesskaber, ikke ”fake-it-until-you-make-it” fællesskaber. Det får vi kun ved at stille hinanden frie.

Til slut

Der er langt fra ”Jesus unge soldater” til Hans Kirks ”Fiskerne” – heldigvis – og forhåbentlig vil serien hjælpe til at give et mere up-to-date billede af de mennesker, som til hverdag folder sig ud i Indre Mission. Om Gud vil, så har det måske også kunne skabe en nysgerrighed hos den enkelte seer.
dd Der kunne siges meget mere til hver af de tre ting, jeg har fået ud af serien, men formatet her er ikke til mere. Føl dig fri til at kommentere eller skrive til mig på christian@aarhusbykirke.dk, hvis du har spørgsmål.